Hedenstedkoret består af ca. 20 personer i alle aldre. En del af korets medlemmer har tidligere været med i et tilsvarende kor, men dette har ligget stille i nogle år.
I foråret 2003 begyndte vi at mødes for at synge sammen igen, og flere nye kom til. Dels blev vi opfordret til at synge til bibelcamping, og dels havde flere af medlemmerne det sådan, at der var en opgave i det kristne arbejde, som burde tages op igen. Vi fornemmede at det var en opgave at forkynde budskabet om Jesus Kristus som Herre og Frelser igennem vores sang og musik.
Vort repertoire er hovedsageligt de gamle, kendte vækkelsessange bl.a. fra Hjemlandstoner, men også nyere sange (f.eks. Der er en forløser) har fundet plads i repertoiret. Til sangene spilles der på harmonika, klaver, guitar og bas.
Vi lægger stor vægt på at sangteksterne bygger på Bibelens budskab om Jesus som vores frelser og forsoner. Men det er også vigtigt for os, at det er glade og sangbare melodier, hvorfor der ofte er mulighed for at synge med på sangene, hvortil teksten vises på storskærm.
Det er korets helt klare ønske og bøn, at vi igennem lovsangen må være med til at pege hen på Jesus Kristus og på budskabet om Ham.
Men det er også vigtigt, at vi har et godt og varmt kristent fællesskab iblandt kormedlemmerne. Vi mødes for at øve sammen hver anden mandag aften i Hedensted Missionshus, hvor vi altid holder andagt sammen ligesom der også bliver bedt for de arrangementer, vi skal deltage i. Endvidere mødes vi i mange andre sammenhænge.
Har du lyst til at være med i koret, er du velkommen til at kontakte os.
Du er velkommen til at kigge rundt på vores hjemmeside.